Byen Klitmøller er navngivet efter vandmøllerne, der lå ved åer og malede korn til mel og gryn. Produkterne blev - sammen med andre varer - eksporteret til Norge i den storstilede skudehandel, der fik stor betydning for byen. Senere blev fiskeriet det primære erhverv i Klitmøller, men med anlæggelsen af Hanstholm Havn i 1967, blev fiskeriet flyttet dertil.

I dag er Klitmøller et hyggeligt fritids-fiskerleje og samtidig en spændende badeby med en fin badestrand midt i Danmarks første nationalpark, nemlig Nationalpark Thy - hvor mange mennesker tiltrækkes af de store muligheder for vandre- og cykelture.

Bugten omkring Klitmøller benyttes i stor stil til både windsurfing, kitesurfing, paddlesurfing, stand up paddle surfing (SUP), kajak og meget mere! Klitmøller har derfor fået et nyt kaldenavn, nemlig Cold Hawaii, som byen da også er verdenskendt for.

Klitmøller er derfor et yndet udflugtsmål, hvor gæster ferierer på Klitmøller Badehotel og i de mange sommerhuse i området.